”Hvis jeg groft skal inddele min produktion, så var jeg i min unge periode mest interesseret i det rytmiske moment. Da jeg blev mere moden blev min musik mere lyrisk, og jeg var mere interesseret i samklangen. Og nu synes jeg det har ændret sig i mine senere værker, således at jeg arbejder med spændingerne i melodien, med polyfoni og med rytmen på et mere findelt grundlag.”
Sådan sagde 54-årige Herman D. Koppel i et interview fra 1962. Da stod han på tærsklen til en ny fase i sin produktion. Og hans musik fortsatte med at være foranderlig gennem resten af hans lange kreative liv.
Næsten 300 værker skrev han i årene fra 1922 til 1994. Her slår vi ned på seks af dem, der viser spændvidden og kvaliteten i hans kæmpemæssige skaben af musikalske værker. Det er hovedværker i Koppels produktion, men også hovedværker i dansk musik som sådan.
Suite for klaver (1933) Klaverkoncert nr. 3 (1948) Davidssalmer (1949)
Symfoni nr. 5 (1955) Moses (1963-64) Fløjtekoncert (1971)
Suiten op. 21 er ikke Koppels tidligste klaverværk, men det er blandt de friskeste og mest originale af hans tidlige stykker. Koppel havde Suiten på sit eget koncertrepertoire hele livet og indspillede den også på plade. Musikken er inspireret af eksotisk musik, både fra Afrika, Asien og Østeuropa. Et andet præg kommer fra jazzen, der holdt sit indtog i dansk musik, da Koppel var ung. Koppel var meget optaget af den måde, rytmikken blev befriet på i både jazzen og den eksotiske musik.
I den vitale 1. sats bruges klaveret til primitivistiske gentagelser og et voldsomt akkordspil med slagtøjsvirkninger. De tordnende dissonanser og den heftige rytmik var et klart brud med traditionen fra Carl Nielsen og er i stedet påvirket af Bela Bartóks klavermusik. 3. sats er inspireret af gamelan-musik fra Bali, som Koppel var blevet introduceret til af sin ven, komponisten Bernhard Christensen. Et virvar af pentatone figurer gør satsen til en overvældende og abrupt finale.
Koppel uropførte Suiten i 1933, men 2. satsen var han stadig ikke helt tilfreds med. Han tog værket med sig på en studierejse til Paris, hvor han på det etnografiske museum fordybede sig i gamelan-musik og andre eksotiske optagelser. En film med afrikansk sang og dans fik ham til at skrive en helt ny andensats, hvor en uskyldig og legende melodi kontrasteres af mørke og voldsomme udbrud i bassen.
Den nye version af suiten blev uropført i Norge ved de Nordiske Musikdage 1934. Som et af Koppels første værker blev Suiten året efter udgivet på noder. Koppel sendte et eksemplar til idolet Bela Bartok, der svarede med et venligt postkort som tak.
Herman D. Koppel skrev fire klaverkoncerter i årene fra 1931 til 1963. Den 3. Klaverkoncert fra 1948 er blevet hans mest opførte orkesterværk overhovedet.
Efter krigens triste år fik Koppel lyst til at skrive et virtuost værk, og han skrev sin Klaverkoncert nr. 3 i løbet af bare en måneds tid. Koppel var selv solist ved uropførelsen, hvor den store russiske dirigent Nicolai Malko dirigerede DR Radiosymfoniorkestret. Klaverkoncerten fik omgående succes, og den er faktisk blevet den mest opførte danske klaverkoncert nogensinde, især pga. af Koppels egne opførelser. Han optrådte med den sidste gang som 87-årig.
Den 3. Klaverkoncert er et stramt formet værk, der alligevel lader musikken folde sig livskraftigt ud. Koppels mål var "at komponere et virkelig koncerterende stykke, der til en vis grad er udadvendt, men som på ingen måde måtte være overfladisk; at finde frem til, hvor god en balance man kan opnå mellem det artistiske og det udtryksmæssige."
Den er opbygget efter klassisk model: En førstesats i sonateform, en langsom andensats i tre-delt form og en hurtig rondo som finale. 1. sats er præget af humor og klare motoriske rytmer. Det er vældig inspireret musik, hvor Koppel udnytter sine karakterfulde idéer med stor succes. Den langsomme andensats er mere konfliktfyldt. Et klagende tema høres fire gange i orkestret, inden klaveret sætter ind med sit eget stædige motiv. Klaverets tema bliver voldsommere for hver gentagelse, og de to modstridende elementer skaber en spænding, der fører til et brud. I satsens midterdel fører klaveret an, og mod slutningen, da første del gentages, er det klaveret, der har det sidste ord med en sørgmodig replik. Virtuositeten når sit højeste i finalen. Det er en vild rondo over et tema, der har præg af slavisk eller måske jødisk folkemusik. Undervejs er der er tre kontrasterende episoder imellem temaets tilbagekomster, og Klaverkoncerten slutter med majestætiske messingblæsere.
Koppel regnede de tre Davidssalmer for et af sine hovedværker. Det er et værk, der rammer kernen i hans personlige arv og etik. Desuden repræsenterer de tre Davidssalmer en hel serie af værker, som Koppel i 1949 skrev til gammeltestamentlige tekster. Værkerne blev hans gennembrud som vokalkomponist.
Jødeudryddelserne under 2. Verdenskrig satte et dybt præg på Koppel. Hans Davidssalmer er direkte påvirket af en beretning han læste om tyskernes folkedrab på de polske jøder. Historien beskrev hvordan en flok jødiske børn og voksne gik syngende i døden, da de blev lukket inde i en lastbil for at blive kvalt af udstødningsgasser. Sangen fortsatte inde fra lastrummet, men forstummede efterhånden som fangerne døde. Koppel var rystet over historien, men så samtidig noget opløftende ved "denne sikre forvisning om et forsyn, en højere magt, der ville vende alt til det gode, om det så først skulle ske efter døden." Det opløftende gjaldt også selve lovsangen, syntes Herman Koppel: "Denne sang ind i døden - en mere højtidelig mission for musikken kan ikke tænkes".
Herman D. Koppel var som voksen ikke praktiserende religiøs. "Enhver form for ortodoksi ligger mig fjernt", udtalte han, "men den religiøse følelse, som den kommer til udtryk i Davids salmer og Det Gamle Testamentes andre poetiske tekster, forstår jeg. Disse højt polariserede sindsstemninger, fra dyb ruelse til ekstatisk glæde, rummer en indre spænding, der kan forløses musikalsk."
1. sats er til teksten fra Davids salme nr. 13, "Hvor længe vil Du evigt glemme mig", et klagende råb om bønhørelse. Den uhyggelige sats er præget af dødstrommer og skræmmende marchrytmer, men de intense ord får tvunget håbet frem i en passage i D-dur, hvor et drengekor slutter sig til de voksne sangere.
I 2. sats hører man en tenorsolist, der som en jødisk kantor synger Davidssalme 23, "Herren er min hyrde". En fortvivlet anråbelse og samtidig en intens trosbekendelse, der støttes af lyse klange i violiner, fløjte og celeste.
Som afslutning bruger Koppel i 3. sats den sidste Davidssalme, nr. 150: "Halleluja, lovpris Gud i hans helligdom". Klimaks er et insisterende "Halleluja", der vokser og vokser for til sidst at ende i fred - som en parallel til de myrdede jøders sidste sang.
Davidssalmerne blev uropført i 1950 af DR Radiosymfoniorkestret, Radiokoret og tenoren Einar Kristjansson, dirigeret af Erik Tuxen. I 1951 repræsenterede værket Danmark ved ISCM Festivalen for ny musik i Frankfurt.
Koppel skrev i alt syv symfonier i årene fra 1930 til 1961. Den 5. Symfoni er skrevet til indvielsen af Tivolis nye koncertsal. I slutningen af 2. Verdenskrig var den gamle koncertsal blevet sprængt i luften. Til indvielsen af den nye sal udskrev man en konkurrence blandt skandinaviske komponister om et symfonisk værk. Herman D. Koppels 5. Symfoni blev udnævnt som vinder, og uropførelsen fandt sted ved indvielsen 1. maj 1956.
Den 5. Symfoni er et af Koppels mest afklarede værker. Symfonien er koncentreret og i en udsøgt balance mellem form og indhold, hvor orkestrets indre liv er overlegent behersket. Der er tre satser, og Koppel anvender klassiske principper som sonateform og fugateknik. Ostinater spiller en afgørende rolle, og det var et princip, Koppel fortsatte med at dyrke i de følgende år.
1. sats bygger på en ostinat og et hovedtema, der introduceres af violinerne. Sidetemaet kommer marcherende i form af krigeriske tromboner, der klinger ud i en spøgelseshær af dæmpede trompeter. Krigen har sat sine tydelige spor i Koppels tankegang. Det samme har Carl Nielsens 5. Symfoni med dens modsætning mellem det vegeterende og det krigeriske. 2. sats er en hurtig dans og samidig en ægte scherzo i Beethoven’sk forstand. En hel serie af ostinater mødes i en humoristisk, men ikke lalleglad, rytmisk leg. 3. sats indledes i langsomt tempo med at præsentere de musikalske kim til satsen. Derefter sættes tempoet op til "Allegro energico", og motivet fra trompeternes langsomme indledningsmotiv bliver til satsens hurtige hovedtema. Senere dukker det op som ostinat til sidetemaet, der præsenteres af hornene.
Efter en hurtig fuga over hovedtemaet samler Koppel temaerne elegant og flydende i en apoteose. Til allersidst afrundes satsen med en gentagelse af dens langsomme indledning, inden symfonien dør ud i stilhed.
Den 5. Symfoni er skrevet i en meget frugtbar periode af Koppels liv. Indenfor en klassisk ramme fortæller den både om Koppels fortid og hans evne til at se fremad, og symfonien står i dag som et hovedværk i efterkrigstidens danske musik.
Som jøde havde Herman D Koppel haft krigen tæt inde på livet. De mange rædsler havde affødt et behov for at reagere gennem musikken, og i 1963 kulminerede dette med oratoriet Moses. Dette værk er det største og mest personlige udtryk for Koppels kulturelle tilknytning til det jødiske folk.
Moses er den centrale figur i den jødiske tro, og idéen om et oratorium, hvor han skulle være hovedperson, havde været nærværende i flere år. Da Koppel en dag læste i Det Gamle Testamente, kom der skred i tingene og på bare to-tre dage havde han teksten klar. Herefter tog det Koppel forbløffende kort tid at komponere musikken. Med Koppels egne ord: "Arbejdet gik i gang af sig selv. En skabende kilde havde åbnet sig. I løbet af to uger var næsten hele værket skitseret og efter seks var det komponeret i store grundrids".
Oratoriet Moses er et værk om en etisk livsholdning snarere end om et religiøst tilhørsforhold. De guddommelige sandheder tvinger gang på gang mennesket til at træffe et valg. Det er historien om menneskets styrkeprøve med Gud, om mennesket under loven, som Koppel opfattede som tilværelsens vilkår.
Oratoriet har en enkel opbygning i seks afsnit. Her fortælles om civilationens opståen, dens forhold til de givne og ofte grusomme vilkår på jorden, om profeten Moses’ fremtræden som Guds repræsentant overfor menneskene og Moses’ død. Hvert afsnit afsluttes med en sopransolo, som viser menneskenes tanker og følelser omkring de ord, Gud lader Moses viderebringe dem. Om værkest slutning forklarer Koppel: "Oratoriets obligate halleluja-jubel er omskabt til korets stilfærdige resignation. Det forjættede land forbliver fjernt og uopnåeligt".
Moses blev uropført 21. oktober 1965 ved en koncert i Radiohusets Koncertsal med radiosymfoniorkestret under ledelse af Miltiades Caridis. Derefter gik der 30 år før Koppel i en høj alder fik chancen for at genhøre sit måske største værk.
Koppel skrev solokoncerter for klaver, violin, klarinet, cello, obo, fagot og fløjte. Desuden en dobbeltkoncert for violin og bratsch og en tripelkoncert for violin, bratsch og cello. Koncerterne udgør faktisk halvdelen af hans orkesterproduktion. Fælles for værkerne er, at de er skrevet til – og inspireret af – bestemte solister, Koppel kendte godt som musikere og mennesker.
Fløjtekoncerten fra 1971 blev skrevet til fløjtenisten Poul Birkelund, der dengang også var rektor ved Musikkonservatoriet i København. På dette tidspunkt havde den moderne musik udviklet sig til yderligheder. Koppels musik var også konstant under udvikling, men at bryde helt med traditionerne, som de yngre komponister gjorde, ville han ikke. "Det var en travl og søgende periode, hvor Herman prøvede hvor langt han kunne gå", huskede Poul Birkelund mange år senere. "Han hoppede med på vognen, men bevarede sit personlige præg."
Orkesterbesætningen i Fløjtekoncerten er reduceret til to oboer, to klarinetter, basklarinet, to fagotter, to horn, celeste, klaver, slagtøj og strygere.
Som i andre af Koppels værker begynder musikken med et kim, men i dette søgende værk er kimet så uroligt, at musikken ikke får lov til at få fast grund under fødderne. Træblæserne ledsager med mystiske synkoper, og en cello og violinerne kommer med bemærkninger og spørgsmål. Mod slutningen af satsen samles elementerne op i en reprise, og fløjten spiller en karakterfuld solokadence med klarinetten som modspiller. Satsen ender i uro, uden nogen form for afklaring.
2. og 3. sats hænger sammen. Den korte andensats fungerer som en slags forspil, hvor fløjten præsenterer sit flyvske væsen og nægter at gå i dialog. Først i 3. sats accepterer den et samspil med de andre instrumenter, og de mødes i en flirtende og dansende finale. Det frugtbare møde ødelægges dog af de grundlæggende temperamentsforskelle. Til allersidst når fløjten at erklære sig fri og uafhængig – ligesom i koncertens begyndelse.
Fløjtekoncertens humor og springende melodik giver nye dimensioner til dens udformning som virtuos solokoncert. Det søgende værk er gjort med en mesters hånd og forener tekniske eksperimenter med en musikalsk karakteriseringsevne, der nærmer sig satiren.